Om at teste positiv

“Jeg elsker dig! Jeg ved at du og jeg, er det perfekte match og jeg kan endda bevise det!”

Som man vel nok kan regne ud, så har jeg to gange stået med en positiv test i hånden. Og jeg har det af en eller andre grund med, at tage dem når Steven er alt andet end i nærheden. Det er slet ikke fordi jeg ikke vil have at han er der men mere fordi jeg lige skal finde den grimasse der passer og måden at break’e the news på. Faktisk har jeg begge gange vidst hvad testen ville vise allerede inden man kunne nå at sige “baby om bord”

Jeg vil gerne fortælle jer om 2. gang jeg testede positivt. Jeg husker det, som var det i går. Vi havde været på romantisk get Away med Oslo færgen 4 uger inden. Og lad os bare sige det sådan, at allerede inden vi var på fast grund igen, vidste jeg det bare… Så nu var det bare at vente. Illias var lige blevet 9 mdr. og det var (til nogens gro og rædsel) ikke lige det der var meningen. Jeg havde fortalt min meget tætte veninde at jeg var ret sikker på at jeg var “med rogn” og hun pressede lidt på for at få mig til at tage en test. Jeg tænkte oh what the hell… Købte en test og traskede op til hende. Jeg var nemlig ikke så modig at jeg turde tage den for mig selv.

Jeg lod testen ligge på badeværelset og gik ind til min veninde. Vi brugte minutter på at snakke om “hvad nu hvis” og på at regne ud hvor langt der ville blive imellem dem. Vi snakkede om hvad jeg ville stille op hvis den var positiv (der var aldrig den mindste smule tvivl), hvordan Steven ville tage det og hvordan andre ville tage imod nyheden. Så slog det lidt over i aaargh, den er nok negativ. Og så var det tid til at kigge. Jeg kan ikke fortælle hvorfor, men jeg turde simpelthen ikke gå ud og kigge på testen. Jeg tror måske jeg var bange for min egen reaktion. Så jeg sendte min veninde ud for at kigge på testen. Da hun kom tilbage havde hun store øjne og hånden for munden. Jeg kiggede på hende og fik nok lige så store øjne og fik så udbrudt: “Det er ikke sjovt Nany! Du skal ikke lave sjov med mig nu!!” Og da jeg fandt ud af, at det altså ikke var for sjov, slog det over i lidt af en skrige-tude-hoppe-glædes fest. Det kom bag på mig selv om jeg i virkeligheden godt vidste det, og så var det bare en fantastisk følelse. Efter at have siddet og skiftevis grædt og grint i en halv time mens jeg stirrede på Illias bestemte jeg mig for at jeg bare måtte have fat i Steven så jeg kunne fortælle ham det ansigt til ansigt.

Jeg havde kun lige sagt i telefonen at jeg havde noget vigtigt at fortælle ham og det kunne altså ikke blive over telefon. Da jeg stod der overfor ham, kunne jeg ikke lade være med at smile fra det ene øre til det andet. “Jeg elsker dig! Jeg ved at du og jeg, er det perfekte match og jeg kan endda bevise det!” Steven stod som et stort spørgsmålstegn og først da jeg stak ham testen i hånden gik det op for ham hvad jeg prøvede at sige. En masse kys og kram senere kunne jeg ånde lettet op over, at han var mindst lige så glad som mig. Men kan man være andet? Vi laver jo altså nogle fantastiske unger!

// ♡