Nr. 2 er på vej <3

Så blev det endelig tid!

Ja, du læste rigtigt. Vi er så heldige at Illias skal være storebror.
Jeg har holdt lav profil på bloggen fordi graviditeten har fyldt meget i mit hoved og jeg har ikke ønsket at dele nyheden før alt var på plads. DET ER DET NU! hurraaaaa.

Mens jeg skriver det her indlæg er jeg 10+3(10 uger og 3 dage), men jeg venter lidt endnu med at udgive det, da jeg først skal have fortalt mine nærmeste den dejlige nyhed.

Jeg vil gerne dele denne rutsjebanetur med jer, op og nedture og dejlige stunder!
Jeg vil starte med nogle af de tanker og følelser der har fulgt med den store overraskelse.

Hold op med tanker der fór igennem hovedet på mig i dagene efter jeg tog en positiv test. (eller 3)
Det første der ramte mig var, hvordan jeg nogensinde skulle kunne elske et andet menneske lige så højt som jeg elsker vores søn. Jeg tror simpelthen ikke på at det er muligt før jeg står midt i det!
Det næste var frygten for om Illias vil komme til at føle sig forsømt når han lige pludselig skal være “den store” på kun 1 ½ år..
og så alt det med, hvordan jeg mon skulle klare en graviditet mere, allerede! Min sidste graviditet var en hård en af slagsen! Bækkenløsning, fingre og hænder der konstant sov de sidste 4 mdr af graviditeten, væske! virkelig meget væske!! søvnproblemer, blærebetændelser, svangerskabsforgiftning, igangsættelse, veer i 2 dage og til sidst et akut kejsersnit. Men så havde jeg også det mest vidunderlige lille barn i armene.

Jeg er faktisk slet ikke nervøs for at det skal gå dårligt denne gang. Jeg føler mig langt bedre rustet og forberedt.. selvfølgelig. Men den hårde oplevelse sidst, har alligevel ikke hylet mig ud af den. Jeg frygter heller ikke fødslen, for hvis jeg kan føde selv, så hurra for det og hvis ikke så skal den lille nok komme ud alligevel.
Jeg har sværere ved at takle tanken om tiden med en lille nyfødt sammen med Illias som jo nok på det tidspunkt er en lille smule i trodsalderen. – Der er mange “hvad nu hvis” spørgsmål, der popper op i hovedet på mig

—– surt opstød starter —–
Og så er der det der med at skulle fortælle det til verden.. Jeg har jo altid været typen der har taget sig meget af, hvad alle andre mente og sagde om mig. Jeg er blevet bedre til det med årene og kan nemmere abstrehere fra at andre også har en mening, men det er svært for mig at finde en god måde at bryde den ellers så glædelige nyhed med mine omgivelser på. Jeg ved, at det har noget at gøre med hvor jeg er i mit liv rent uddannelsesmæssigt og økonomimæssigt. – Det havde selvfølgelig været helt vildt fedt og mest hensigtsmæssigt hvis jeg havde fået en uddannelse først. (i hvert fald hvis jeg skulle leve op til alle andres forventninger) Også inden Illias kom til verden, mener de fleste. Men det var bare ikke sådan mit liv skulle være. Jeg er lykkelig over min beslutning om at få børn i en tidlig alder og jeg ville ikke bytte det for noget i verden. Det vil jeg gerne slå fast.
Det er som om, at når jeg taler med folk om at jeg valgte at få Illias inden jeg havde taget min videregående uddannelse, så tager de det automatisk som om at det var en “upser” og siger at det skal jeg nok nå at “rette op på” “Du skal bare videre i livet” ???? øøøh.. Det ER mit liv og jeg er lykkelig for det.. Jeg mener ikke at jeg har noget jeg skal rette op på, for jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg har bare ikke gjort det på den traditionelle måde, som de fleste foretrækker. Jo, jeg har noget at komme efter, for min uddannelse skal nok komme, det er jeg ikke et sekundt i tvivl om for det er noget jeg vil. Men det bliver når JEG vil og når JEG er klar til det…. bum bum..
—- surt opstød slutter —-

Tilbage til det som jeg egentlig var ved at fortælle om!
Jeg skal idag bestille tid til nakkefoldsscanning og glæder mig helt vildt til at se det lille væsen i maven. Jeg føler mig slet ikke gravid på samme måde som sidste gang og nogle dage tænker jeg på om der overhovedet er noget der inde. 😀
Nu må vi se!

Kærlighed fra
Dittes Verden <3