Confessions of a pseudomom.. Og noget om søskendevogne

 Så fik jeg også lyst til at sætte mig ned på gulvet, slå armene ud til siden, kaste nakken tilbage og give mig til at græde!

Det der med at have to børn med mindre end 18 mdr imellem, det kalder man for pseudotvillinger. Og når folk spørger hvor langt der er imellem dem og man siger “næsten 18 måneder” så er svaret altid det samme: “så har du godt nok hænderne fulde! (Øhm, ja!)  Men de kommer til at få rigtig meget glæde af hinanden (er det virkelig sandt? can’t wait)”

Det er fantastisk (hårdt) at have to så små børn så tæt på hinanden. Der er tider hvor man bare er så fyldt med kærlighed at man nærmest ikke kan være inden i sig selv. – jeg tænker faktisk tit på, at hvis det var mig der fik så mange kys på en dag, så ville jeg nok i virkeligheden bede vedkommende om at styre sig. Så er der også de der dage, hvor man overvejer om det ville være okay at placere børnene ude på altanen, lukke døren og trække gardinerne for..

Jeg fandt mig selv, midt i armageddon. To børn, med hver deres behov. To sure børn med hver deres behov. To sure børn der ikke fik opfyldt deres behov hurtigt nok. To skrigende børn der ikke kunne trøstes. Den ene siddende på gulvet i stuen, -grædende. Den anden liggende på puslebordet.-grædende…. Jeg skyndte mig at skifte ble på den ene, mens jeg råbte til den anden “Mor kommer! Mor kommer.” Hun stoppede med at græde, så jeg tog hende med ind i stuen. Jeg når lige at sige til den store at nu skulle jeg nok komme og trøste ham. Lagde den lille på legetæppet og hun stak i et hyl og startede forfra. Det trickede storebror og han startede forfra, endnu mere overbevisende med at græde. Så fik jeg også lyst til at sætte mig ned på gulvet, slå armene ud til siden, kaste nakken tilbage og give mig til at græde! – men det er selvfølgelig ikke rigtigt en mulighed.

Hvad fanden gør man egentlig lige?

Man er bare så heldig, at når man føder børn, så følger der automatisk en ‘jegkanklareallesituationerudenatgå(helt)ipanik-knap med, som man kan trykke på i de her situationer hvor man rent faktisk er overbevist om, at man mister forstanden hvis der ikke snart sker et mirakel. Og når man trykker så sker miraklet. Man takler situationen og Wupti, begge børn er glade og ingen har lidt nogen skade.

En anden ting jeg godt kunne tænke mig, sådan helt ud af kontekst at adressere er, hvad sker der lige for de der søskendevogne? Skidesmart. – Ja! Pisse upraktisk. – Ja!

Vi tager jo som i ved, ofte til Kalundborg og besøger familie. Det er fantastisk at vi kan kaste begge ungerne og alt det habengut det kræver med to små børn, i vores dobbeltvogn fra Emmaljunga og så bare trille afsted. Fantastisk og let! Det er til gengæld skide upraktisk og faktisk til at få lange(længere) patter af, når man skal handle i Fakta eller Netto og man ikke kan komme længere end til frugt og grønt afdelingen, fordi der står kasser alle vegne så man ikke kan komme igennem. – og hvad sker der for alle de nysgerrige gamle damer, der vender sig efter mig på gaden for at glo ind i vognen og udbryde “nåååh så du har ikke to!” Når Illias er i vuggestue og jeg render rundt med en halvtom vogn. Akavet. Sidst men ikke mindst så har barnevognskassen et liggemål på 4 cm, så pigebarnet kan jo allerede ikke være der mere! – jeg er gået på jagt efter en “rigtig” barnevogn!

Pseudomødre er for seje!

// ♡