Det der med børn og søvn. Samsovning eller hvad?

Skal de små pus sove i egen seng? Skal de sove mellem mor og far? Skal man ligge med dem til de falder i søvn eller skal de falde i søvn selv?

Det er en jungle! Der er 1000 forskellige anbefalinger og ekspertråd/holdninger. Når man er nybagte forældre, har de fleste en tendens til at lytte til hvad de kloge siger. Men det kan altså være svært når de siger noget forskelligt alle sammen!

Jeg har altid brugt min sundhedsplejerske og spurgt hende til råds når jeg har været i tvivl om noget. Mest med Illi, fordi det hele var så nyt. Men jeg mærker virkelig det her med, at der er forskellige meninger, afhængigt af hvem man spørger, fordi vi er flyttet til en ny kommune og jeg derfor har fået en ny sundhedsplejerske til Nia.

For os har sovning været et drømmescenarie med Illi. Han har altid sovet så godt. Han sov på vores soveværelse men i egen vugge/seng til han var 10 måneder og kom så på eget værelse, fordi vi flyttede og tænkte at det nok var tid til det. Hovedsageligt fordi sundhedsplejersken vi havde anbefalede at lære børnene at sove selv og faktisk også falde i søvn selv. Allerede da Illi var omkring 5 måneder gammel, droppede vi det der med, at gå rundt med ham/ligge i vores seng med ham til han faldt i søvn. Vi lærte ham at falde i søvn selv i sin egen seng og faktisk tog det mindre end 14 dage, så kunne han det. Måden vi putter på nu er helt fantastisk nem, og jeg ville ikke bytte det for noget i verden. Vi går ind på værelset, slukker lyset og tænder for hans stjernebamse. Han sover altid med den, bibi (hans pandabjørn) og to sutter. Så synger vi lille Peter edderkop og solsikke, siger godnat og sov godt og så hører vi ikke mere fra ham før vi næste morgen vækker ham kl 8. Nemt, ikke?

Nogle ville nok mene at børnene har langt mere glæde af, at sove sammen med os forældre og få en masse nærvær og kropskontakt den vej igennem. Det kan jeg sagtens følge! Og jeg ville da lyve hvis jeg sagde at det ikke ville være vildt hyggeligt og dejligt at putte med mine unger i sengen. Men de gange vi har forsøgt det, har ikke været en dans på roser. Ingen af os kan falde til ro og det ender altid med at Illi kommer ind til sig selv, hvor han faktisk også helst selv vil være.

Nu har vi så fået en lille diva pige, som helt anderledes end storebror ikke sover lige så godt. Ikke at hun ikke sover lige så meget, for det gør hun egentlig. Men i dagtimerne er hun urolig og vågner nemt. Om natten sover hun mange timer i streg og giver sig oftest kun en gang eller to, for at få mad og blive lagt i seng igen. Men jeg kan da godt allerede frygte for, hvordan det kommer til at gå når hun bliver større og får et mere fast sovemønster. Eller rettere om hun får et mere fast sovemønster.

Efter min optik, handler forældrerollen langt hen af vejen om at sætte sig ind i sine børns behov. Deres individuelle behov! For der er ikke to børn der er ens. Jeg er overbevist om, at det er det bedste for Illi at sove for sig selv. Han sover dejligt. Han sover igennem. Han er glad. Han er tryk. Måske bliver det totalt anderledes for Nia. Måske har hun brug for at være ved os, for at føle dem samme tryghed og for at sove godt og være glad. Og så er det sådan det er!

Der er ikke to børn der er ens

Det er jeg sikker på at i alle sammen har hørt og oplevet mange gange. Jeg går ikke ind for at børnene skal falde i søvn selv. Jeg går ikke ind for samsovning. Jeg går ind for glade og trykke børn, uanset hvad deres behov måtte være. 

// ♡