En fødsel der ikke gik som planlagt

Så.. jeg tænkte at jeg ville fortælle jer om hvordan det gik da jeg skulle føde Illias tilbage i februar 14. Det gik nemlig ikke helt, faktisk meget langt fra, som det ellers var planlagt!

Drømmen var helt fra første gang jeg besøgte jordemoderen, at jeg ville føde hjemme. Det kan ikke rigtig forklares hvorfor, men det føltes bare som det helt rigtige for mig. Jeg fik endda overtalt Steven og startede med at få hjemmebesøg af en sød og dejlig jordemoder.

men det skulle ikke gå så nemt. Jeg havde en hård graviditet helt fra starten af, men det blev specielt hårdt de sidste 2 måneder. Jeg samlede rigtig meget væske i kroppen. Så meget at jeg faktisk ikke havde ankler mere, min næse var dobbelt størrelse og jeg kunne ikke mærke mine fingre fordi de konstant sov.
Jeg forsøgte mange gange at beskrive overfor både læger og min jordemoder at jeg var virkelig skidt tilpas. Men fordi mit blodtryk så fint ud, var der ingen bekymring selv om jeg både havde enorme mængder væske i kroppen og protein i urinen. (Man kigger efter væskeophobning, protein i urinen og forhøjet blodtryk ved svangerskabsforgiftning)
Jeg begyndte så småt at blive i tvivl om, om jeg nu også var tryk ved en hjemmefødsel, ud fra hvordan jeg havde det og jeg kunne godt mærke at jeg ikke var tryk ved tanken mere. Så jeg ringede til sygehuset og aftalte et møde med en fødselslæge, så jeg kunne få luftet mine bekymringer og få en anden professionel mening end min jordemoders, som jo selvfølgelig gerne ville have hjemmefødslen til at lykkes.

Lægen frarådede hjemmefødslen, både pga. min tilstand rent fysisk men også fordi jeg selv var blevet så usikker.
Jeg tog hjem og grublede over hvordan jeg skulle fortælle min jordemoder at jeg ikke ønskede en hjemmefødsel mere. Jeg havde endda fået fødekarret hjem og alt var klart.
På det her tidspunkt har der været omkring 2 uger til min termin. – nå jeg springer lige lidt unødvendige detaljer over, så historien ikke bliver aaaalt for lang.
Da jeg var 39 uger henne og på besøg hos min mor, havde jeg det rigtig skidt. Jeg følte mig utilpas og urolig og vi tog mit blodtryk med min mors BT-maskine. Åh åååh… det var aaaalt for højt!
Vi målte det i alt 3 gange med 15/20 min mellemrum og skrev alle tal ned. Jeg tog hjem og lagde mig, men fik det absolut ikke bedre. Jeg ringede så til fødegangen for lige at oplyse hvad jeg havde fundet ud af og spørge hvordan jeg skulle forholde mig til det.
Jordemoderen i telefonen sagde til mig at jeg først og fremmest skulle lægge mig ned. Åh åååh… der gik lidt panik i mig, men jeg lagde mig ned og fortsatte samtalen med hende. Så spurgte hun om jeg havde mulighed for at komme ind på fødegangen med det samme. Jeg forklarede at det havde jeg, men at der ville gå halvanden time inden jeg kunne være der. Jeg skulle nemlig vente på at min mor kunne hente mig og køre 40 km i snevejr.
“Hvis jeg ikke ringer tilbage indenfor 5 minutter, så skal i bare køre så snart i kan.” – vi lagde på og jeg skyndte mig at ringe og opdaterer min mor, men midt i min længere forklaring ringede jordemoderen tilbage og sagde til mig, at en ambulance var på vej for at hente mig.
Pyha, jeg var ret bange. For i virkeligheden synes jeg slet ikke at jeg var så dårlig at det var nødvendigt. Men jeg kan godt se den dag i dag, at jeg nok bare havde vænnet mig til at være så skidt tilpas, at det ikke føltes så alvorligt mere.
Jeg kom ind på fødegangen med ambulance og blev observeret natten over. Næste morgen besluttede de sig for at sætte fødslen i gang. Der gik gang i veerne, men der skete Ingen fremskridt med fødslen. Dagen efter fik jeg lagt et ve-drop som jeg lå med hele dagen, stadig uden fremskridt. Illias begyndte at trives dårligt inde i maven. Hjertelyden dykkede og efter mange insisterende samtaler med både jordemoder og læge besluttede de at tage ham ud ved akut kejsersnit.

Han kom til verden d. 1/2/14 kl 01.40. Vejede 2950 gram og var 51 cm lang. Han var sund og rask og der har aldrig været noget med ham. Heldigvis! 🌸